Nærvær i nuet

En lille historie:
“Tusindvis af dejlige forårsbilleder flyver forbi mine øjne, mens vi kører på motorvejen mod Aarhus. Jeg er passager i dag.
Jeg stirrer ud af vinduet og ser det alt sammen, men ænser ingenting. Min opmærksomhed er et helt andet sted, inden i, i mine tanker. Jeg grubler – for ethundredeogsyttende gang grubler jeg over den samtale med Mogens!
Han var altså et bæst dengang, fattede ikke en meter af, hvad jeg sagde, eller ville   ikke – .
Og jo mere jeg tænker over det, jo mere sikker er jeg på, at han bare hånede mig!
Jeg har selvfølgelig tænkt mere end en gang, om det kunne være min egen fejl, men det var det ikke! Det vár ham, der var et fjols!
Nå, men næste gang jeg møder ham, får han svar på tiltale! Jeg ved helt præcist, hvad jeg vil sige til ham. Jeg har tænkt det igennem hundrede gange og lært det udenad, bliver ved med at gentage det for mig selv, for at være sikker på ikke at glemme det. Så hvis jeg nogensinde møder ham igen – .
Min kone siger et eller andet til mig, men jeg hører det ikke. Hun må skubbe til mig, før jeg vågner op: “Er det her, vi skal dreje af?” Jeg kommer til mig selv, og svarer bekræftende.
Jeg har fået ondt i maven af alt det tænkeri, irriterende, men jeg kender det, sådan har det været de sidste tre år.
Jeg tænker, at hvis jeg bare kunne møde ham igen, så skulle jeg nok få løst den knude – og ja, han er flyttet, og ja, jeg ved ikke hvor hen, men hvis bare – .”

I musikken hedder det en “ostinat” (😊), en melodi, der bliver ved med at køre i det uendelige.
Hvordan kommer jeg af med sådan en historie, hvordan får jeg den ud af hovedet? Det kan jeg ikke. Den menneskelige hjerne er ikke konstrueret til bevidst at kunne slette tanker. Jeg er nødt til at acceptere, at historien frem over er en del af mig og mit liv. Men jeg vil også opdage, at netop det at acceptere den, får den til at fylde mindre.
Hvordan bliver jeg så nærværende i nuet igen? Det kan til gengæld trænes.
I Natureness arbejder jeg i den forbindelse med iagttagelse og registrering.
I historien oven over stirrer jeg ud af vinduet og iagttager alt det vi kører forbi, men “ænser ingenting”. Min opmærksomhed er et helt andet sted, og jeg er blevet både blind og døv over for mine omgivelser. Det er her registrering kommer ind. I det øjeblik jeg bevidst registrerer, hvad jeg ser og hører lige nu, ved i mine tanker at sætte ord på, tvinger jeg min opmærksomhed over på det, jeg registrerer, og træner altså – nærvær i nuet.
Jeg er naturuddannet og kan godt sætte navne på meget af det, jeg kører forbi, men det er ikke nødvendigt. Det er rigeligt at sige til sig selv: “der sidder en sort fugl med gult næb” eller “der svæver en stor rødlig fugl med kløft i halen”, eller “der ligger en stor gul mark”osv., og “hov, nu siger min kone noget til mig”.
Nu sker der som regel ret meget på sådan en køretur, og det kan være ret uoverskueligt følge med i, så jeg vil bestemt anbefale at starte denne træning i fred og ro på en vandretur i naturen, hvor du kan stoppe op, og sætte fokus på en ting af gangen, og oven i købet nyde roen.